Menu
close
Byer kan være mere eller mindre vellykkede, men forestillingen om den helt igennem velordnede og retlinede by er en illusion. Gennem alle tider har kaos – også i henseende til at afgøre, hvem der ejer hvad – været det, som skaber og understøtter byen og værdierne i den. Det viser en fremragende ny bog om metropolernes historie gennem 6000 år.
Frederiksberg Boligfond bevægede sig uforvarende ud i en perfekt storm, da den i 2018 søgte at sælge nogle ejendomme i Den Sønderjyske By til Blackstone. Mange andre havde gjort det samme i årene forinden, men nu ville et politisk flertal have det stoppet, og den amerikanske kæmpefond, som købte sig ind i de nysselige, men slidte ejendomme på Frederiksberg, var det perfekte symbol for den politiske offensiv.
Samtidig sagde en passus i skøderne, at kommunen, og dernæst beboerne, havde forkøbsret til en lav pris. Reelt gav formuleringen ikke beboerne nogen rettigheder, slet ikke uden kommunens opbakning, men den medvirkede til en stærk beboerorganisering, som også samlede sympati i resten af byen.
I den efterfølgende debat har der været mange ideer om, hvad der i stedet skulle ske med Den Sønderjyske By. Fondens ledelse må sidde tilbage med en besynderlig følelse af, at dens ejendomsret i en eller anden grad er annulleret.
Hvor specielt forløbet end var, er det på ingen måde enestående i historien. Tværtimod er denne fuld af eksempler på, at ejendomsretten i storbyer bliver gradbøjet, alt efter situationen. Den formelle jura bliver skubbet til side af stærke interesser, der mener at have vundet hævd på ejendommene, eller i hvert fald på deres anvendelse.
Det kan man læse om i den britiske historiker Ben Wilsons meget grundigt researchede bog Metropol, der nu er udkommet på dansk. Bogen beskriver, med afsæt i et antal historiske og nutidige bysamfund, de drivkræfter, der skaber og udvikler metropolerne.
I antikkens byer i Asien og Sydamerika var byerne ejet og hårdt styret af magthaverne, så der var der ikke så meget at rafle om. I Europa, og senere Amerika, voksede byerne derimod typisk op nedefra. Det var mere dynamisk og frit. Men det var også meget mere brutalt, og mens en asiatisk landarbejder forlængede sin forventede levetid ved at flytte til en by, var det meget udtalt omvendt i Europa.
De europæiske og amerikanske byer var altså mere eller mindre født med et behov for at rydde op, og med gnidninger mellem deres virksomheder, institutioner og beboere. Det skabte igen behov for en stærk magt, som kunne handle hen over skrevne regler – eller skrive nogle nye.
Amsterdam var i den henseende en foregangsby i sin storhedstid i 1600-tallet. Bykernens nutidige særpræg, med de smukke huse vendt ud mod kanaler, opstod, fordi borgerne accepterede meget detaljerede regler for, hvordan byggeri skulle se ud. Reglerne har givetvis frustreret den enkelte, men man har set en fælles interesse i ensretningen.
Anderledes hårdhændet var det, da Napoleon den 3. i sidste halvdel af 1800-tallet satte den navnkundige byplanlægger Georges-Eugene Haussmannn til at rydde ud i Paris’ middelalderby. Alt blev revet ned, de gamle, krogede gader blev sløjfet, og det hele blev erstattet af nye huse omkring brede boulevarder i fine mønstre. I centrum, på Île de la Cité, blev Notre Dame lagt fri for det tætte byggeri, der over århundrederne havde klistret sig op ad domkirken.
Haussmann er berømmet som en af verdenshistoriens bedste byplanlæggere, for han skabte det Paris, som mange af os elsker i dag. Men i samtiden var det et meget hårdt indgreb. Pariserne havde elsket deres gamle by, hvor høj og lav kunne gå rundt og få spændende oplevelser i de mange afkroge. Nu var det hele eksponeret i store åbne vidder, hvor man hverken kunne gemme sig eller opnå rigtig nærhed.
Til en sammenligning kan man forestille sig, at hele bykernen i København blev revet ned og erstattet af højfunktionelt betonbyggeri. Det havde taget tid at få til at fungere. Første generation i det nye Paris havde også svært ved at finde sig til rette. Malerne fangede stemningen. For eksempel handler Eduard Monets malerier af ensomme mennesker i fint tøj på Paris’ cafeer og restauranter ikke generelt om en eksistentiel tristesse, men specifikt om tristessen i den nye og kunstige by. Van Gogh malede de trøstesløse forstæder, som de beboere, der ikke længere var plads til i centrum, blev flyttet ud til.
Paris blev således også første eksempel på, at almindelige mennesker, som ellers havde hørt til i centrum, fik deres nye hjem i forstæderne. Et århundrede senere var det noget, Los Angeles var i front med. Der blev bygget lyse og luftige villabyer i nyanlagte forstæder. Men blot efter et par årtier fulgte nissen med, da nogle af de nye forstæder blev hærget slum med tårnhøj kriminalitet.
Men borgere, eller grupper af dem, har også formået at skabe en ret for sig selv. Det er meget tydeligt ved husbesættelser og lignende. Men der er også mere pudsige eksempler. I London indebar teater-traditionen oprindeligt, at der var forskellige loger for de forskellige samfundsklasser. For arbejderne var fornøjelsen ikke bare at overvære, og højlydt og bramfrit kommentere, hvad der skete på scenen. De så også logen med herskaberne som en del af forestillingen. Som Englands magt voksede, og klasseskellene blev dybere, forsøgte overklassen på forskellige måder at reservere nogle teatre for dem selv. Den slags førte flere gange i 1700-tallet til oprør og demonstrationer: Arbejderne så adgangen til teatrene til priser, de kunne betale, som en rettighed.
Ben Wilson mener, at vi netop i disse år ser særligt meget beboeraktivisme, som en global tendens. Han nævner organisationen Occupy Wall Street som et eksempel. Selv om denne okkupation mest er symbolsk, er den sigende: Her er der en gruppe indbyggere, der er utilfredse med, hvad en anden gruppe bruger et kvarter i deres fælles by til.
Og humlen er netop, at en by i eller andet omfang altid er fælles. Det er ikke bare retorik fra lokalpolitikere.
Enhver by rummer et solidt element af syndighed, anfører Ben Wilson. Det er de nemme glæder, der lokker folk til – penge og sex, ikke mindst, men også det at kunne føre sig frem, eller at kunne nyde synet af alle dem, som gør det. Allerede for 6000 år siden i den første by af dem alle, Uruk i den nuværende Irak, udviklede der sig en udførlig mytologi om modsætningen mellem det hårde, men noble landliv og det overfladiske, men spændende, byliv. Tilvalget af det sidste skulle forklares moralsk. Og skal det stadig.
Men spændingen og mulighederne opstår i helheden. Besætterne på Wall Street kan være trætte af de magtfulde pengemænd og vice versa. Men i vidt omfang lever de også af hinanden, og begge grupper er en del af den mosaik, der gør New York til, hvad den er.
Og når ejendommes ejere er frustrerede over, at deres ejendomsret direkte eller indirekte bliver anfægtet, kan de trøste sig med, at byens mosaik også har en enorm styrke, som i meget høj grad understøtter de langsigtede værdier af aktiverne.
Det så man under anden verdenskrig, hvor en lang række byer blev bombet til ukendelighed. Ikke bare svækkede det ikke indbyggernes moral, hvilket ellers var et af de vigtigste motiver for bombardementerne. Byerne kom også forbløffende hurtigt til at virke igen. Fra for eksempel Hamborg blev udsat for et meget voldsomt bombardement, til de basale forsyningstjenester atter fungerede, gik der kun få uger. Det tog naturligvis længere tid at genopføre ejendommene, men folk fandt ud af at indrette interimistiske boliger i ruinerne.
Blandt de allerhårdest ramte byer var Warszawa, som tyskerne prøvede at fjerne fra jordens overflade en gang for alle. Alligevel vendte de overlevende tilbage til murbrokkerne. Blandt dem var der arkitekter, der havde været forudseende nok til at dokumentere byen med tegninger, så der var noget at tage udgangspunkt i ved genopførelsen.
Historien om, hvor hurtigt de udbombede byer kom på benene igen, er nok ikke almindelig kendt i dag. Men havde man husket den, var det næppe kommet bag på nogen, at coronaen kun skabte meget kortvarige forstyrrelser i bylivet.
Metropol er en fremragende bog, og den anbefales til læsning i førstkommende ferie for alle, der træffer strategiske beslutninger om ejendomme.
I nutidens professionelle ejendomsmarked er due diligence og samfundsansvar nøglebegreber. Der bliver udfærdiget udførlige politikker for begge dele. Ben Wilson viser, at det at eje en lod i en storby – som en ejendom er – stikker noget dybere, end formelle politikker når ned. Man forstår først den fulde værdi af sit aktiv, eller mangel på samme, når man forstår ikke bare den konkrete bys sjæl, men også de dynamikker, der gennem hele historien har drevet udviklingen af byer.
Ben Wilson: Metropol. 2020; på dansk 2021. Forlaget Turbine.
Billeder fra bogen: Paris (Gustave Caillebotte), Paris (Edouard Manet), Shanghai, fiktiv by (fra Hollywood-produktion) og Medellin.
